Det alternative CV



Et kunst-CV udtrykker en eller flere fortidige begivenheder, som føres ind i nutiden og derefter lægges til grund for... ja, for hvad?

For mig er fortiden ikke betydningsfuld i denne henseende. Fortiden er forbi, og lægger ikke nødvendigvis grunden til fremtiden. 

Har jeg malet et eller flere gode malerier i ét år, siger det ikke noget om de efterfølgende maleriers kvalitet, som er helt afhængige af, om jeg kan udtrykke min inspiration og intention på lærredet i lige præcis det øjeblik, hvor maleriet males.

Dét der betyder noget, er om du bliver positivt oplivet af, hvad du ser foran dig. Lige nu.

Hvad skulle ellers betyde noget?

Du vil derfor ikke finde et traditionelt kunst-CV på mine sider. Derimod vil jeg dele en vision med dig, som jeg har, da jeg en dag i Grønland. I stilhed. Står foran det tomme hvide lærred, og forbereder mig på, at "gå ind" i feltet og male derfra.  Det kan du læse, hvis du har lyst.

Hvis du kender til parallelle virkeligheder, vil du forstå Og hvis du ikke gør. Vil du måske også forstå.



 

Jeg står i hulen. Den er halvmørkt. Jeg har tændt ild for bedre at kunne se derinde. Hulen er stor og dyb. De knudrede klippefremspring breder sig rundt om mig. Sammen med de store klippeflader. Hulens størrelse fortaber sig i mørket, der hvor den fortsætter bagud i nye grotter.

Kvinden, mine tre børn samt to af mine mandlige stammefrænder er der sammen med mig. De to ældste børn leger ved ilden med nogle gamle dyreknogler. Den ene tegner i den tørre jord med en pind. Støvet rejser sig i små brune lave skyer. Deres mor sidder roligt sammen med dem. Hun giver den yngste bryst.

Varmen fra ilden breder sig i hulen. De to mænd er i gang med at blande de farver, jeg skal bruge til tegningen på den rå klippevæg. Kridt, kul, jern, mangan og okker blandes hver for sig, og samles med dyrefedt, vand og blod fra en nyligt nedlagt okse.

Jeg ser grundigt på klippefladen. Før jeg starter på uroksen og vildhestene, vil jeg gøre noget specielt. Jeg kigger mig omkring.

En af mændene smider mere tørt brænde på bålet, som er skråt til højre bag mig. Ilden flammer knitrende op, Lyset danser en lys- og skyggedans. Flimrende, flagrende helt op under hulens loft.

Og nu ser jeg det. Dér - lige dér - er det helt rigtige stykke klippeflade. I min højre hånd har jeg min røde farve, blandet til tynd konsistens i et stykke skålformet bark. 

Jeg lægger min venstre hånd på klippen. Mærker den glatte kølige klippeflade mod min varme håndflade. Jeg velsigner klippen. Jeg véd, at den er en del af mig, som alt er det.

Jeg puster farven, jeg har taget i min mund - med et kraftigt pust - ud over hånden. 

Den røde farvestøvsky lander på håndryggen. Rundt omkring hånden på klippen. Jeg mærker den behagelige varme fra farven, der har været i min mund. Puster hårdt igen. Klippen rundt omkring hånden farves nu mere rød. Jeg véd, at når jeg om lidt løfter min hånd, vil dens perfekte aftryk stå på klippen. Men jeg løfter ikke hånden.

Jeg kigger fraværende ind i klippen, hvor ildens lys og skyggerne danser deres evighedsdans.

Musikken er parat. Så er det nu. Jeg står foran mit store hvide lærred opspændt på blindramme, og anbragt på mit staffeli. Et nyt maleri kræver sin fysiske tilstedeværelse. Som sædvanlig farer mange forskellige motiver gennem mit hoved. Bevæger mit sind, som musikken om lidt også vil gøre det. 

Jeg skal bare gå helt ind i mig selv. Glemme hvor jeg er. Ikke tænke. Endelig ikke tænke. Bare gå i gang. Give slip. Lærredet på gulvet. Smøre de fede farver ud. Bryde linjerne. Bare gribe, hvad jeg intuitivt griber først af farver, pensler, svampe og paletknive. Hurtigere end jeg kan tænke bevidst, og så vil det komme af sig selv. Håber jeg.

Jeg lukker øjnene et øjeblik. Lægger håndfladen på lærredet for lige at mærke det. Gi' det noget af mig, inden jeg går i gang. Skaber en udvidelse af mig selv.

Og pludselig, er han der.

Jeg mærker hans håndflade presse sig fast mod min. Jeg mærker varmen fra hans hånd. Det er som at stå foran en rude Jeg kan se hans håndflade med farvepletter presset fladt mod ruden. Mod min hånd.

Jeg ser langt ind i den halvmørke hule. Gult oplyst af bålets rolige flammer, som kastes op på klippefladerne. Kvinden ved ilden, med det diende barn ved brystet, kigger opmærksomt i retning mod mig, som om hun ser mig. Og så alligevel ikke. De to børn ved ilden bemærker ikke noget i deres leg. To mænd sidder i nærheden, optaget af at røre i nogle barkskåle.

Han og jeg står håndflade mod håndflade. Han kigger direkte på mig. Mine blå øjne møder hans brune. Jeg suges svimlende ind i dem. Den usynlige Plexiglasvæg på 23.000 år forsvinder.

Han lever stadig sit liv dér, og står lige nu parat til at male, det han føler han må give liv på den rå klippeflade. 

Og jeg står her, i det samme tidløse øjeblik, for at male, mine følelser på det hvide lærred. Den samme for 23.000 år siden. Og nu.

Så hvis du spørger, hvem jeg er?  Så vil jeg sige: 

Jeg er ham, der sætter sit håndaftryk i hulen, for det du kalder 23.000 år siden. Og jeg er den samme, der står her. Og jeg maler stadig med den samme indre energi, årstidernes og motivernes skiftende udtryk på klippens rå væg og på det hvide lærred. Det er, hvad Jeg er.

Og det er også mit CV